Visitationszonen, der er indført på dele af Nørrebro og Nordvest i København, forlænges ikke. Den udløber klokken 18 onsdag.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Zonen har været gældende siden 8. februar. Den blev indført for at forhindre nye voldsepisoder i områderne efter stribevis af knivstikkerier fra juledagene til begyndelsen af februar.
Og det har tilsyneladende virket.
– I perioden har der ikke været hændelser i visitationszonen, hvor der er brugt våben, skriver politikredsen.
Til gengæld fandt et drabsforsøg sted den 20. februar på Frederikssundsvej ved Hyrdevangen. Det var lige uden for visitationszonen.
Her blev en 21-årig mand stukket med kniv, og en 20-årig mand blev anholdt i nærheden kort efter og sigtet for drabsforsøg.
Selv om der ikke har været episoder, hvor der er anvendt våben i zonen, har der dog været våben at finde.
Den seneste måned har politiet beslaglagt 30 knive i zonen.
På de første to uger blev der fundet omkring 20 knive.
Fundene gjorde, at politiet valgte at forlænge visitationszonen med yderligere to uger – frem til 8. marts klokken 18.
I en visitationszone må politiet uden nærmere begrundelse kropsvisitere alle og ransage alle køretøjer.
Normalt kræver det, at politiet har en rimelig grund til at mistænke den pågældende. Samtidig skal indgrebet have væsentlig betydning for efterforskningen.