28. nov. 2024 - 11:27

Mand var allerede fængslet og sigtes nu for Vejle-drab




Sydøstjyllands Politi har rejst sigtelse for drab i sag om en 58-årig mand, som onsdag blev fundet død på en adresse i Vejle.

Den sigtede var allerede i politiets varetægt, da han mandag blev fængslet i en anden sag. Det drejer sig om en 31-årig mand fra Thisted.

Politiet har kun givet sparsomt med oplysninger i sagen, efter at den 58-årige mand blev fundet død på en adresse på Mindevej i Vejle.

Eftersom man mistænker en mand, der har været fængslet siden mandag, må politiets teori imidlertid være, at den 58-årige mand er blevet dræbt på et tidspunkt før mandag morgen. Det var nemlig her, at den 31-årige mand blev anholdt.

Klokken 05.25 mandag morgen modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud. Det foregik på Svinholtvej ved Vejle.

Klokken 05.32 blev den 31-årige mand anholdt, og han blev i løbet af mandagen stillet for en dommer og varetægtsfængslet.

Manden blev sigtet for at have været i besiddelse af en kniv med henblik på at begå drab. Han blev desuden sigtet for at slå en 33-årig mand i baghovedet med et koben flere gange.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og mandens forklaring samt sagens yderligere oplysninger er altså endnu ukendt.

Også torsdagens grundlovsforhør skal – hvis det står til anklagemyndigheden – holdes for lukkede døre. Dermed bliver det alene sigtelsen mod manden, som bliver fremlagt offentligt.

Sydøstjyllands Politi oplyser desuden, at man vil kræve den dræbte beskyttet af et navneforbud. Et navneforbud forbyder, at offentligt identificerer en person, for eksempel ved at angive navn, stilling eller bopæl.

Sydøstjyllands Politi søger hjælp fra borgere i området i form af enten oplysninger eller eventuel videoovervågning.

Ritzau har spurgt Sydøstjyllands Politi om, hvordan man vil håndtere den form for efterforskning og samtidig få det gjort strafbart at identificere den dræbte. Det har politiet endnu ikke svaret på.

Hos politiet henviser en kommunikationsmedarbejder til den udsendte pressemeddelelse.

– Som det fremgår af pressemeddelelsen har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, lyder det fra kommunikationsmedarbejderen.

Der er retsmøde i Retten i Kolding torsdag klokken 13.