24. maj. 2024 - 19:56

Politi opfordrer borgere til at hjælpe for fulde karnevalsdeltagere




Politiet opfordrer borgere til at hjælpe personer, der bliver for fulde i forbindelse med Aalborg Karneval lørdag.

Det skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

– En lille bøn fra os til jer i morgen: Hjælp andre, der er blevet for fulde, er kommet til skade eller har brug for hjælp, skriver politiet.

Aalborg Karneval afholdes lørdag den 25. maj. Ifølge karnevalets hjemmeside er det Nordeuropas største karneval med tæt på 100.000 deltagere.

Det blev afholdt første gang den 28. maj 1983 og har tradition for at blive afholdt hvert år den sidste uge i maj. I 2020 og 2021 blev det aflyst på grund af coronapandemien.

Karnevalets parader starter tre forskellige steder i byen om formiddagen.

I år optræder danske artister som Tessa, Ida Lauerberg, Hedegaard og Gobs.

Arrangementet strækker sig over en uge. Hvert år bliver der også afholdt en international parade samt Aalborg Børnekarneval. De blev afholdt henholdsvis 17. og 18. maj i år.

Temaet for årets karneval er “fantastiske væsener”. Karnevalets tema skal inspirere deltagernes udklædning.

– Aalborg Karneval er muligheden for at glemme hverdagen og være lige den, du har lyst til, lyder det på karnevalets hjemmeside.

De senere år har politiet modtaget flere anmeldelser i forbindelse med karnevalet i den nordjyske by.

Da karnevalet vendte tilbage i 2022 efter coronapandemien, blev ni personer anholdt, meddelte politiet. De fleste blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Ordensbekendtgørelsen handler om at opretholde den offentlige ro og orden.

Desuden meddelte politiet, at man havde modtaget fem anmeldelser om voldtægter. Det førte til, at sikkerheden blev skærpet ved karnevalet i 2023. Her meddelte politiet, at man havde modtaget to anmeldelser om voldtægt.