01. jul. 2025 - 16:46

Politi mener millioner blev hvidvasket i skønhedsklinikker




Mindst fem millioner kroner i kontanter.

Det er, hvad politiet tirsdag fandt i ransagninger af i alt seks adresser i Aarhus, København og Sverige. Pengene er både fundet i danske kroner og i udenlandsk valuta.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Ritzau.

I forbindelse med aktionen har den særlige politienhed anholdt to mænd og en kvinde og sigtet dem for hvidvask af mindst 13 millioner kroner.

Pengene blev ifølge politiet hvidvasket gennem skønhedsklinikker. Politiet oplyser ikke, hvordan fremgangsmåden nærmere har været.

Ved hvidvask forsøger kriminelle at sløre, at penge egentlig stammer fra kriminalitet eller sort arbejde, hvor der ikke er betalt skat.

De sigtede er to mænd på henholdsvis 34 og 36 år. Kvinden er 64 år.

Ransagningerne i Danmark er sket i samarbejde med Styrelsen for patientsikkerhed, Lægemiddelstyrelsen samt Skattestyrelsen. Ransagningerne i Sverige er sket i samarbejde med svensk politi.

De anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag i Retten i Aarhus. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.

Anklageren vil anmode om, at retsmødet foregår for lukkede døre. Dørlukning sker ofte, fordi politiet vil hemmeligholde beviser af hensyn til den fortsatte efterforskning. Eksempelvis hvis medgerningsmænd kan være på fri fod.

Sagen tager sit udspring i Operativt Dansk Informations- og efterretnings Netværk – også kaldet ODIN-samarbejdet. Det er et samarbejde mellem offentlige myndigheder og private aktører omfattet af hvidvaskloven.

Morten Vegger, der er vicepolitiinspektør i NSK, fortæller, at der har været en omfattende efterforskning.

– Jeg er tilfreds med, at vi efter en omfattende efterforskning og et stærkt myndighedssamarbejde har kunnet skride til anholdelser i sagen.

– Det er vores opfattelse, at de anholdte har medvirket til hvidvask af minimum 13 millioner kroner, siger han i en pressemeddelelse.