06. feb. 2025 - 9:06

Pensionskæmpen ATP taber millioner på sine investeringer




Den statslige pensionsfond ATP, der har mere end fem millioner danske kunder, har tabt 59 millioner kroner på sin investeringsportefølje i 2024.

Det oplyser selskabet i sit årsregnskab onsdag.

Martin Præstegaard, der er administrerende direktør i selskabet, er ikke tilfreds med resultatet.

Året gav et afkast på 7,5 milliarder kroner til udenlandske aktier og et plus på 2,2 milliarder kroner til de danske.

Til gengæld kostede et negativt bidrag fra stats- og realkreditobligationer 9,2 milliarder kroner, og det har altså kostet på bundlinjen.

Det samme ser ud til at være tilfældet for flere investeringer i konkrete selskaber.

– Overordnet har en række sektorer og selskaber inden for de grønne industrier haft det svært, siger direktøren i regnskabet.

– Rentestigninger og inflation er blandt forklaringer på, at risikoen ved at investere i den grønne fremstillingsindustri er steget, ligesom der er usikkerhed om efterspørgslen på kort og mellemlang sigt.

ATP er et statsligt pensionsselskab, som alle lønmodtagere betaler til. Lønmodtagerne betaler en tredjedel. Arbejdsgiverne betaler to tredjedele af det samlede ATP-bidrag.

I regnskabet nævner ATP blandt andet sin investering i den svenske batterigigant Northvolt.

Den statslige pensionsfond havde placeret over to milliarder kroner i selskabet. De penge anser direktøren for at være tabt, har han tidligere udtalt.

Kriseramte Northvolt, der også har flere store bilproducenter i ejerkredsen, har investeret mange penge i at bygge fabrikker i mange lande, men det har knebet med at kunnet levere de bestilte batterier.

En større fyringsrunde skulle give mere luft i budgetterne, men Northvolt måtte i november indgive en begæring om konkursbeskyttelse i USA, som følge af at pengekassen var ved at løbe tør.

Også en investering i udviklingsselskabet Better Energy, der ligeledes nævnes i regnskabet, har gjort ondt på ATP’s investeringer. Pensionsselskabet har stået til at tabe et trecifret millionbeløb på investeringen.

Better Energy har i mere end ti år opført vedvarende energianlæg i Danmark, Sverige og Polen, herunder en lang række solcelleparker.

Selskabets forretningsmodel er gået ud på at videresælge ejerandele i de opførte anlæg for at kunne finansiere nye projekter.

Markedsvilkårene har imidlertid ændret sig væsentligt hen over det seneste år, og det var med til at sende Better Energy i rekonstruktion.