Arbejdet med at redde mennesker ud fra murbrokkerne fortsætter efter mandagens voldsomme jordskælv, der har medført tusinder af døde i Syrien og Tyrkiet.
Natten igennem og fra tidligt tirsdag morgen har redningsarbejdere og frivillige ledt efter overlevende i sammenstyrtede bygninger.
Et af stederne er i den sydøstlige by Sanliurfa i Tyrkiet, hvor man i løbet af natten har forsøgt at finde overlevende under en syvetagers bygning, der er styrtet sammen.
– Der er en familie, jeg kender, under murbrokkerne, siger 20-årige Omer El Cuneyd, der er syrer, men studerer i Tyrkiet, til nyhedsbureauet AFP.
– Frem til klokken 11 eller middagstid svarede min ven stadig på telefonen. Men hun svarer ikke længere. Hun er dernede.
Mange borgere har overnattet udenfor af frygt for, at flere bygninger skal kollapse. Der er stadig efterskælv. Imens har koldt vintervejr ramt regionen.
I det sydøstlige Tyrkiet, hvor skælvenes epicentre er, kom temperaturerne i løbet af natten ned omkring frysepunktet.
I byen Kahramanmara, der ligger nord for Hatay, samlede familier sig omkring bål for at holde varmen.
– Vi nåede lige akkurat ud af huset, siger Neset Guler, der sidder omkring bålet med sine fire børn, til nyhedsbureauet Reuters.
– Vores situation er en katastrofe. Vi er sultne, vi er tørstige. Det er frygteligt.
Nogle af de største ødelæggelser efter skælvene kan ses mellem byerne Kahramanmaraş og Gaziantep.
Her ligger hele boligblokke i ruiner.
Samtidig stiger dødstallene løbende. Tirsdag morgen meddeler tyrkiske myndigheder, at 3419 mennesker efterhånden er bekræftet døde i Tyrkiet.
Tusindvis er desuden kommet til skade i jordskælvene.
En mand med tårer i øjnene, der kalder sig Deniz, fortæller, hvordan han mandag aften stadig kunne høre lyde og råb om hjælp fra ruinerne. Han befinder sig i den sydlige Hatay-provins.
Omfanget af ødelæggelserne gør det svært at nå til alle de mest ramte områder. Flere veje er ødelagt.
– De laver lyde, men ingen kommer, siger Deniz til Reuters.
– Vi er knuste. Åh gud, de råber. De siger: Red os. Men vi kan ikke redde dem. Hvordan skal vi redde dem?
Også i Syrien er der store ødelæggelser efter mandagens jordskælv.
I alt er 5021 mennesker indtil videre bekræftet døde i Syrien og Tyrkiet. Flere end 24.000 mennesker er kvæstede i de to lande.
Ifølge organisationen De Hvide Hjelme, der fungerer som en civil redningstjeneste i Syrien, er hundredvis stadig fanget under kollapsede bygninger i de områder, der er kontrolleret af oprørsgrupper.
Her er oplevelsen ifølge Raed al-Saleh, der er leder af De Hvide Hjelme, at tiden er ved at rinde ud for de familier, der befinder sig under bygninger.
– Ethvert sekund betyder noget i forhold til at redde liv, og vi opfordrer alle humanitære organisationer til at give materiel nødhjælp og reagere på denne katastrofe hurtigst muligt, siger han til Reuters.
Mindst 1602 personer er bekræftet døde efter jordskælvene i Syrien, lyder den seneste opdatering tirsdag morgen. Det omhandler både regeringskontrollerede og oprørskontrollerede områder.