Det regner stadig voldsomt i det sydlige Brasilien, hvor mere end en halv million mennesker har måttet forlade deres hjem i delstaten Rio Grande do Sul, som grænser op til Uruguay og Argentina.
Konkret er det cirka 538.000 personer i delstaten, som har måttet flygtet fra vandmasserne. Det oplyser beredskabsmyndigheder i delstaten.
Der bor i alt 10,9 millioner mennesker i Rio Grande do Sul.
Dødstallet er, som delstatens guvernør, Eduardo Leite, tidligere har advaret om, blevet ved med at stige.
I alt 143 er blevet meldt omkommet under oversvømmelserne. Onsdag i sidste uge stod optællingen på knap 100 mennesker.
Der er stadig tale om en foreløbig optælling. Mindst 125 personer er stadig meldt savnet.
Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, øgede lørdag bistanden til Rio Grande do Sul med 12,1 milliard real.
Landets føderale regering har i alt givet mere end 60 milliarder real, hvilket svarer til cirka 81,9 milliarder danske kroner.
Præsident Lula siger, at målet er at genopbygge det, som er blevet ødelagt.
– Vi ved godt, at vi ikke kan redde alting. Der er mødre, som har mistet deres børn, og der er børn, som har mistet deres mødre, udtaler præsidenten på det sociale medie X i anledningen af, at det søndag er mors dag.
I Rio Grande do Sul er der igen fare for, at Guaíbafloden igen kan sætte rekord for vandstand. Den ligger langs den centrale del af Porto Alegre, som er Rio Grande do Suls delstatshovedstad og største by.
Delstaten ligger geografisk på en særlig skærelinje mellem et område med tropeklima og et område med polarklima. Det har givet perioder med ekstreme vejrfænomener såsom ekstrem tørke og intense regnperioder.
Lokale forskere mener, at klimaforandringer har gjort vejrfænomenerne mere intense.
Reuters