08. mar. 2023 - 10:07

Otte måneder med sort skærm i Norge æder af Egmonts overskud




På trods af en rekordhøj omsætning i 2022 falder Egmonts overskud. Det skyldes blandt andet otte måneder med sort skærm i Norge.

Omsætningen i den skandinaviske mediekoncern steg lidt mere end 11 procent til 17,2 milliarder kroner i 2022.

I samme omgang falder overskuddet før skat til en halv milliard kroner. Året før lød overskuddet før skat på 1,2 milliarder.

Det skriver Egmont i en pressemeddelelse i forbindelse med årsregnskabet.

Egmont ejer TV 2 i Norge. Her førte en konflikt med nogle af landets tv-distributører til, at der var sort skærm i dele af markedet i sammenlagt otte måneder.

Ifølge Egmonts koncernchef, Steffen Kragh, har koncernen haft “betydelige engangsudgifter” i forbindelse med forhandlingerne med tv-distributørerne.

Desuden bortfaldt kanalens rettigheder til at vise Premier League-kampe i løbet af året.

Sammenlagt betød de to ting, at resultatet af driften i denne del af Egmonts forretning faldt fra 368 millioner kroner til 57 millioner kroner i 2022.

Resultatet i den samlede koncern har også været negativt påvirket af prisstigninger på blandt andet papir, energi og tryk.

Onsdag oplyser Egmont desuden, at Merete Eldrup bliver ny bestyrelsesformand. Hun afløser Lars-Johan Jarnheimer, som har siddet på posten siden 2017.

Merete Eldrup er tidligere administrerende direktør i TV 2 Danmark og har også haft en direktørpost i JP/Politikens Hus.

Egmont er Danmarks største mediekoncern og står blandt andet bag Nordisk Film og forlaget Lindhardt og Ringhof.

For Nordisk Film bød sidste år også på den højeste omsætning nogensinde. Det var blandt andet drevet af efterspørgslen på film og computerspil.

Selskabet har 47 biografer i Danmark, Norge og Sverige. Selv om publikum ifølge Egmont i høj grad er vendt tilbage, er besøgstallene stadig lavere end før covid-19.

Nordisk Film står også bag PlayStation i Norden og Baltikum, og her har der ifølge Egmont været stor efterspørgsel på PlayStation 5.