16. jun. 2023 - 6:29

Ophørt DSB-strejke præger enkelte togstrækninger fredag




De seneste dages strejke hos DSB er ophørt, men præger alligevel togtrafikken resten af ugen.

På blandt andet strækningerne Aarhus – Odense – København og Aarhus – Hamburg forventes der fredag kortere togsæt og dermed færre pladser i togene.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

På strækningen Aarhus – Hamburg er der indsat togbusser på noget af strækningen.

Også strækningen Kalundborg – Holbæk – København er ramt. Her er et tog i timen i dagtimerne aflyst i begge retninger mellem Holbæk og København.

Også mellem Nykøbing Falster og København er en afgang i timen i dagtimerne aflyst.

– Vi kan konstatere, at håndværkerne er vendt tilbage til arbejdet, efter at der har været en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der begyndte i mandags, lød det fra informationschef i DSB Tony Bispeskov torsdag.

De mange dages stilstand på DSB’s værksteder har efterladt en pukkel af vedligehold, som DSB nu er i gang med at danne sig et overblik over.

Derfor vil der gå nogle dage, før DSB forventer at være tilbage i normal drift, lød det torsdag.

Rejsende opfordres til at tjekke på Rejseplanen eller DSB’s hjemmeside, om deres rejse påvirkes.