17. jul. 2025 - 0:56

Opbakning til Trumps immigrationspolitik ser ud til at dale




Støtten til USA’s præsident Donald Trumps immigrationspolitik ser ud til at være faldet en smule i løbet af de sidste uger.

Det viser en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters.

41 procent af de adspurgte udtrykker således opbakning til Trumps immigrationspolitik. Den er den laveste andel, siden han i januar blev indsat i Det Hvide Hus.

Da samme undersøgelse blev lavet fra 21.-23. juni lå tallet på 43 procent, og der er dermed tale om et fald på to procentpoint.

Undersøgelsen har dog en fejlmargin på tre procentpoint.

Den nye undersøgelse er udført fra mandag til onsdag på tværs af USA med 1027 voksne svarpersoner.

De amerikanske svarpersoner er også blevet spurgt til, hvorvidt de generelt støtter op om Trumps præstation på præsidentposten.

Det svarer 41 procent ja til. I målingen fra juni var andelen den samme. De 41 procent er den laveste opbakning til Trump, der har været, siden han tiltrådte i januar.

Den republikanske præsident har den seneste tid fået kritik for sin immigrationspolitik. Han har beordret en landsdækkende indsats, der har fokus på anholdelser af migranter, der opholder sig ulovligt i USA.

Han har også erklæret, at han vil deportere millioner af mennesker ved at udføre razziaer på blandt andet arbejdspladser – eksempelvis inden for landbrug.

De personer, der står for razziaerne er også maskerede, og tiltaget har udløst en række retssager mod Trumps administration.

I undersøgelsen erklærer kun 28 procent af de adspurgte sig enige i, at anholdelser af migranter på arbejdspladser er godt for USA.

54 procent erklærer sig uenige.

De republikanske svarpersoner er tilsyneladende mere splittede, hvor 56 procent bakker op om razziaerne på arbejdspladser, mens 24 er imod.

Blandt demokraterne er langt størstedelen imod.

En ud af tre svarpersoner erklærer sig enige i, at anholdelser af migranter bør udføres som militæroperationer.