09. feb. 2025 - 2:16

Omstridt musicalfilm får stor pris ved Spaniens svar på Oscars




Musicalfilmen “Emilia Pérez” vinder prisen for Bedste Europæiske Film ved Spaniens svar på Oscar-uddelingen, Goya Awards, i Granada lørdag.

Filmen har været i modvind, efter at hovedrolleindehaveren, Karla Sofia Gascón, er blevet beskyldt for at udtale sig racistisk på sociale medier.

Gamle tweets på den platform, der nu hedder X, viser Gascón nedgøre islam, Kina og afroamerikaneren George Floyd, der i 2020 blev dræbt af en politibetjent i USA.

Opslagene stammer fra mellem 2019 og 2024.

Det har påvirket filmens markedsføringskampagne og skuespillerens omdømme negativt.

Før skandalen brød ud, blev filmen nomineret i 13 Oscar-kategorier og til fire Golden Globes. Den vandt desuden flere priser under sidste års filmfestival i Cannes.

Afstemningen om Goya-priserne sluttede den 24. januar, få dage før opslagene blev afsløret.

Spanske Gascón, som er den første transkønnede kvinde, der er nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Skuespiller, har undskyldt for opslagene og trukket sig tilbage fra markedsføringen af filmen.

Hun bor i nærheden af den spanske hovedstad, Madrid, men deltog ikke i Goya-prisuddelingen i Granada.

Filmens franske instruktør, Jacques Audiard, har kaldt udtalelserne for “utilgivelige” og “væmmelige”. Han er ikke i kontakt med Gascón længere, har han sagt til mediet Deadline.

AFP