Det er kun et lille døgns tid siden, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs advarede om, at olieprisen på sigt kunne ryge op over 110 dollar per tønde, hvis Iran blokerede Hormuzstrædet.
Men realiteten i dag er, at prisen på Brent-olie fra Nordsøen handles til omkring 67 dollar.
Det er cirka ni procent lavere end for et døgns tid siden.
Prisfaldet er en markedsreaktion på de seneste hændelser i konflikten mellem Iran og Israel.
Først og fremmest blev det set som positivt, at Irans angreb mod amerikanske baser i Qatar var særdeles afmålte og endda var varslet på forhånd.
Og siden fulgte så Donald Trumps udmelding om, at en fredsaftale var lige om hjørnet.
Chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea konstaterer, at de finansielle markeder reagerede positivt på nyheden på et tidspunkt, hvor den ikke engang var bekræftet fra nogen af stridens parter.
Frygten for en eskalering af konflikten fik ellers olieprisen til at tage et midlertidigt hop i opadgående retning mandag.
Hormuzstrædet er et smalt farvand mellem Iran og Oman, og hvis Iran beslutter sig for at lukke det for skibstrafik, vil det blokere for transport af omkring 20 procent af den olie, der produceres i verden.
Investeringsøkonom Per Hansen mener dog, at risikoen for en iransk blokade af Hormuzstrædet er meget lille.
– Det giver heller ikke så meget mening, fordi det også vil pacificere deres egen livsnerve og indtægtskilde for den olie, som de ikke mindst sælger til Kina, vurderer han.