18. aug. 2023 - 13:07

Østrigs ekskansler tiltalt for at give falsk forklaring




Østrigs tidligere konservative kansler Sebastian Kurz er blevet tiltalt for at have afgivet urigtig forklaring.

En retssag indledes mod ham den 18. oktober. Kurz nægter sig skyldig i anklagen.

Det skriver det østrigske nyhedsbureau APA.

Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel drejer det sig om en forklaring, som Kurz aflagde for en parlamentarisk undersøgelseskommission i juni 2020.

Det drejede sig om en undersøgelse på baggrund af mistanke om korruption i den daværende kanslers konservative parti ÖVP og det yderliggående højreparti FPÖ. De to partier sad i regering sammen fra slutningen af 2017 til maj 2019.

Baggrunden var en hemmelig videooptagelse af den tidligere FPÖ-leder Heinz-Christian Strache på den spanske ø Ibizia, hvor han talte om hemmelige politiske donationer fra store selskaber i Østrig.

I sin politiske karriere indtog Kurz en ledende rolle i at danne en koalition mellem sit parti og Frihedspartiet fra den yderste højrefløj i 2017.

Kurz gik af som kansler i 2021, efter at han og hans støtter blev anklaget for at have brugt statslige midler til at få udarbejdet positive meningsmålinger.

Kurz, som i dag er 36 år, havde en kometkarriere. Han var en af verdens yngste regeringsledere, før han meddelte sin afgang i oktober 2021, da han stod for at blive væltet ved en mistillidsafstemning på grund af den påståede korruptionsskandale.

Den tidligere konservative kansler sluttede sig i 2022 til en europæisk ngo, der bekæmper racisme og antisemitisme.

Reuters