Den syriske hær er natten til lørdag ved at lukke alle veje, der fører ind til Syriens næststørste by, Aleppo.
Det oplyser tre kilder fra den syriske hær ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at jihadister natten til lørdag har opnået kontrol over halvdelen af byen.
Det siger Rami Abdel Rahman, som er direktør for Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), til nyhedsbureauet AFP.
– Der har ikke være nogen kampe, og der er ikke blevet løsnet et eneste skud, eftersom hærens styrker har trukket sig tilbage, siger Rahman.
Sent fredag aften lød det fra jihadisterne, at man var nået ind i Aleppos bymidte.
Den militante islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham og dens allierede begyndte onsdag at rykke ind i en række mindre byer i provinsen Aleppo i det nordvestlige Syrien.
Hidtil har de områder været kontrolleret af præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.