22. jan. 2024 - 22:59

USA og Storbritannien udfører nye angreb mod Houthi-bevægelsen




USA og Storbritannien har gennemført endnu en runde angreb mod Houthi-bevægelsen i Yemen.

Det har de to lande oplyst i en fælles udtalelse. Her lyder det, at angrebet har ramt otte lokationer med forbindelse til Houthi-bevægelsen.

Specifikt er et undergrundslager og lokationer med radarsystemer og missiler ramt, lyder det videre i udtalelsen ifølge Reuters.

Ifølge udtalelsen er angrebene “proportionale og nødvendige”.

Også Bahrain, Australien, Canada og Holland har støttet angrebet.

Storbritanniens udenrigsministerium bekræfter angrebene i en udtalelse. Heri lyder det, at flere militærområder nær en flyveplads i hovedstaden Sanaa var blandt målene for angrebene, der blev udført med fly.

Ifølge et Houthi-kontrolleret medie er Sanaa og flere andre provinser blevet ramt.

De amerikansk-britiske angreb sker som modsvar til Houthi-bevægelsens angreb på international skibstrafik i Det Røde Hav.

En lang række skibe i farvandene omkring Yemen – Det Røde Hav og Adenbugten – er siden november blevet ramt af angreb udført af Houthi-bevægelsen, som holder til i Yemen.

Houthi-bevægelsen er allieret med Iran og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza.

Angrebene på skibstrafikken i Det Røde Hav er ifølge Houthi-bevægelsen hovedsageligt sket som modsvar på Israels krig mod Hamas.

Som følge af angrebene har en koalition med USA i spidsen i januar angrebet flere Houthi-relaterede mål i Yemen.

Risikoen for angreb i Det Røde Hav har fået mange rederier til at omlægge deres ruter.

I stedet for at sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav for at komme fra Europa til Asien tager skibene den meget længere tur syd om Afrika.