04. jan. 2025 - 22:17

Ny metode skal hjælpe med at afsløre stroke i alarmopkald




Kunstig intelligens ser ud til at kunne opdage flere slagtilfælde eller strokes, end de læger, sygeplejersker og paramedicinere, der modtager alarmopkaldene.

Det fremgår af en ny ph.d.-afhandling, skriver Jyllands-Posten.

Region Sjælland har planer om at implementere teknologien i løbet af 2025.

Teknologien er blevet testet på 300.000 alarmopkald fra 2021. Her fandt kunstig intelligens 63 procent af 757 slagtilfælde. Mennesker opdagede 52,7 procent under opkaldene.

– Noget af det mest positive er, at tallene kan blive endnu bedre. Når først metoden er taget i brug, og vi har fået nogle erfaringer, kan teknologien gøres endnu skarpere, siger Jonathan Wenstrup, som er læge og forsker ved Præhospitalt Center Region Sjælland til Jyllands-Posten.

Ifølge Jyllands-Posten tager den kunstige intelligens også fejl i færre tilfælde end de menneskelige sundhedsfaglige personer.

De sundhedsfaglige sendte 1938 gange en ambulance ud til noget, som viste sig ikke at være et stroke.

Det skete kun for kunstig intelligens 1440 gange, skriver avisen.

Et stroke, som også bliver kaldt slagtilfælde eller apopleksi, er betegnelsen for blødning eller blodprop i hjernen.