20. aug. 2025 - 11:26

Mand fængslet i sag om håndgranat mod pizzeria




En 46-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag fra Søborg, hvor et pizzeria i marts blev angrebet med en håndgranat.

Det oplyser Vestegnens anklagere på det sociale medie X onsdag eftermiddag.

Københavns Vestegns Politi oplyste tidligere på dagen, at manden var blevet anholdt. Han har ikke kæret kendelsen.

I forvejen er en ung svensk mand på 19 år fængslet i sagen.

Tidligere har det regionale medie sn.dk rapporteret, at den unge ikke kun sigtes for brandstiftelse og for besiddelse af en håndgranat.

Også en sigtelse efter den såkaldte bandeparagraf i straffeloven er bragt i spil af politi og anklagemyndighed.

Det var sidst på aftenen 24. marts, at der opstod brand i forretningen “Pizza Bites” ved Kildebakke Station i Søborg.

På nettet blev der derefter delt en videooptagelse af branden.