Siden 2019 har der været partilederdebatter i Folketingssalen, som befolkningen har kunnet følge med i. Men de afskaffes nu.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået informationen fra medlem af Folketingets Præsidium, som er Folketingets ledelse, Leif Lahn (S).
– Ordningen skulle evalueres, og udvalget skulle beslutte, om den skulle fortsætte eller ej. Den har ikke virket efter hensigten og derfor valgte et bredt flertal at afskaffe den, skriver Leif Lahn i en kommentar til Ekstra Bladet.
Det skortede ellers ikke på ambitioner, da partilederdebatten i Folketingssalen blev indført.
Den første løb af stablen den 15. januar 2019. Her lød det fra daværende formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF), at det var et forsøg på at lave en debatform, hvor “partilederne gør rede for partiernes holdning i stedet for den ofte fastlåste modsætning, hvor regering og oppositionen står over for hinanden”:
– Det er mit håb, at vi får en levende og interessant debat med plads til spontanitet. Emnerne er ikke givet på forhånd, så det er op til de enkelte partiledere at bestemme, hvad de skal tale om, sagde hun til Folketingets hjemmeside i 2019.
Forinden havde Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten udtalt, at debatterne også skulle højne politikernes lave troværdighed.
Formen har været, at alle partiledere har haft tre minutter på stolen til at tale, hvorefter der har været plads til bemærkninger fra de andre partiledere.