Novo Nordisk har i første kvartal 2025 næsten fordoblet salget af fedmemidlet Wegovy.
Det fremgår af selskabets regnskab, der er blevet lagt frem onsdag morgen.
I årets tre første måneder endte medicinalgigantens salg af Wegovy på 17,4 milliarder kroner. I samme periode året forinden lå salget på 9,4 milliarder.
USA er det vigtigste marked for Novo Nordisk. Her steg salget af Wegovy med 44 procent.
Wegovy er ligesom diabetesmidlet Ozempic baseret på semaglutid. Stoffet efterligner effekten af tarmhormonet GLP-1, som stimulerer produktionen af insulin og kroppens mæthedsfornemmelse.
Samlet voksede Novo Nordisks omsætning med 19 procent i første kvartal og udgjorde 78,1 milliard kroner.