25. sep. 2025 - 13:16

Norlys opsiger 137 medarbejdere i varslet fyringsrunde




Norlys har afskediget 137 medarbejdere og har dermed gennemført en fyringsrunde, der blev varslet i august.

Det skriver tele- og energiselskabet i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at fyringerne skyldes en organisationsændring efter flere år med fusioner og opkøb.

Norlys overtog teleselskabet Telia i 2024. Siden da har man været i gang med at sammenlægge de to selskaber til én.

Sammenlægningen har ifølge Norlys “helt naturligt medført”, at der er kommet “dobbeltfunktioner og muligheder for synergier”.

Kathrine Forsberg, direktør for kundeforretningen i Norlys, siger i meddelelsen, at det har store menneskelige konsekvenser, når medarbejdere skal afskediges.

– At skulle opsige medarbejdere er bestemt ikke en beslutning, vi har taget let på, derfor har vi afsøgt muligheden for at omplacere nuværende medarbejdere til ledige stillinger eller arbejdsopgaver, som i dag varetages af eksterne konsulenter, siger hun.

Afskedigelserne har hele tiden skulle finde sted i slutningen af september. Det orienterede Norlys sine medarbejdere om i august.