Et stort containerskib er tidligt torsdag gået på grund lige ved siden af en bolig ud til Trondheimsfjorden i Norge.
Det 135 meter lange skib ramte land, mens Johan Helberg lå og sov i sit hus i Byneset vest for Trondheim.
Han vågnede først, da naboen “ringede voldsomt på døren”.
– Havde det ramt fem meter til venstre, var det gledet op ad klipperne, og så ville mit hus nok have set helt anderledes ud, siger Johan Helberg til det norske medie NRK.
Der er hverken meldt om personskade eller olieudslip, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Skibet NCL “Salten” var på vej fra den norske nordvestkyst til Orkanger inde i fjordsystemet.
De norske kystmyndigheder har nu overtaget planlægningen af at få skibet, som er ejet af North Sea Container Line, ud på vandet igen.
Selskabets administrerende direktør, Bente Hetland, siger til VG, at hændelsen vil blive undersøgt.
– Lige nu er det allervigtigst at tænke på besætningen og miljøet. Så vi vil igangsætte en undersøgelse efterfølgende for at finde ud af, hvad der er sket. Vi arbejder med at få overblik over hændelsen, siger direktøren.
Skibet har en besætning på 16 mand og norsk kaptajn. Det sejler under cypriotisk flag.