18. aug. 2023 - 18:42

Nigers kupmagere advares mod at krumme et hår på afsat præsident




Det vil få “alvorlige konsekvenser”, hvis de militære kupmagere i Niger lader den afsatte præsident Mohamed Bazoums helbred forfalde under den husarrest, han er sat i.

Sådan lyder det advarende fra Nigerias præsident, Bola Tinubu, under en samtale med Det Europæiske Råds formand, Charles Michel, fredag.

Det oplyser en EU-embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

– Enhver yderligere forværring af hans velbefindende vil få alvorlige konsekvenser, siger Tinubu.

Advarslen kommer, mens den vestafrikanske organisation Ecowas under to dages møder har drøftet at gribe militært ind i Niger.

Det er mere end tre uger siden, at officerer ved Nigers nationalgarde med magt afsatte præsident Bazoum og indsatte sig som landets ledere.

63-årige Bazoum er blevet sat i husarrest i præsidentpaladset. Ifølge hans parti har kupmagerne afbrudt strømmen til bygningen, så han og hans kone og voksne søn er uden aircondition i den stærke afrikanske varme.

De har i dagevis levet af ris og dåsemad, lyder det.

Kupmagerne har truet med at få præsidenten dømt for forræderi.

Ecowas meddeler fredag, at de vestafrikanske lande er blevet enige om at aktivere en “stående styrke” som en sidste udvej til at genoprette demokratiet i det fattige afrikanske land.

– Lad ingen være i tvivl, at hvis alt andet fejler, så vil de brave styrker i Vestafrika – både de militære og de civile komponenter – besvare et kald til handling.

Det siger Abdel-Fatau Musah. Han har ansvar for politiske anliggender og sikkerhed i Ecowas.

AFP