Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skulle mandag og tirsdag have aflagt vidneforklaring i sin korruptionssag i retten, men det er i weekenden blevet udskudt.
Årsagen til udsættelsen er ifølge premierministerens kontor en madforgiftning.
Det skriver The Times of Israel.
Netanyahu vil derfor arbejde hjemmefra de næste tre dage, oplyser kontoret.
Ifølge det israelske medie er statsadvokatens kontor gået med til at udsætte høringerne efter at have gennemgået premierministerens lægejournal.
Statsadvokaten understreger dog, at vidneforklaringen stadig skal afholdes, inden ugen er omme.
– I lyset af de mange retsmøder, der for nylig er blevet aflyst, vil vi anmode om, at tiltalte afgiver forklaring onsdag og torsdag i denne uge, oplyser statsadvokaten i en udtalelse ifølge mediet.
Afhøringen er et led i den mangeårige korruptionssag mod Netanyahu.
I slutningen af juni blev en afhøring af Israels premierminister ligeledes aflyst.
Det fremgik af en kendelse fra distriktsdomstolen i Jerusalem, som nyhedsbureauet Reuters havde læst.
Ifølge kendelsen skyldtes aflysningen, at retten havde modtaget nye oplysninger fra blandt andre Netanyahu og chefen for den israelske efterretningstjeneste Mossad, David Barnea.
USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange kritiseret retssagen mod Netanyahu, som har været tiltalt i sagen siden 2019.
Trump advarede ligeledes i slutningen af juni om, at retssagen risikerer at få negative konsekvenser for forhandlingerne mellem Israel og den militante bevægelse Hamas i forbindelse med Gaza-krigen.
Trump kaldte retssagen for “en heksejagt” mod den israelske premierminister.
– Lad Bibi gå, han har et stort stykke arbejde at udføre, skrev Trump dengang på sit sociale medie Truth Social og brugte Netanyahus kaldenavn.
Netanyahu nægter sig skyldig.