22. jun. 2025 - 4:47

Netanyahu: Trumps beslutning vil ændre historien




USA’s præsident Donald Trumps beslutning om at angribe atomanlæg i Iran natten til søndag vil ændre historien.

Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en video delt på det sociale medie X.

– Tillykke præsident Trump.

– Din modige beslutning om at angribe Irans nukleare faciliteter med USA’s store magt vil ændre historien, siger Benjamin Netanyahu i videoen.

Premierministeren siger, at Israels eget militær har opnået utrolige ting, siden landet natten til fredag i sidste uge indledte de første angreb på Iran – ifølge Israel selv for at hindre Iran i at blive en atommagt.

– Men i aftenens angreb på iranske atomfaciliteter har USA været uovertrufne, siger Netanyahu.

– Det har gjort, hvad intet andet land i verden kan gøre, lyder det videre.

Benjamin Netanyahu siger, at Trump har hindret det, som Netanyahu betegner som verdens farligste regime, i at få verdens farlige våben.

– Hans lederskab i dag har skabt et omdrejningspunkt for historien, som kan lede Mellemøsten og andre mod en fremtid med rigdom og fred, siger premierministeren.

Klokken 04.00 natten til søndag fortalte Trump i en tale til den amerikanske nation, at Irans vigtigste anlæg til atomberigelse er blevet fuldstændig tilintetgjort.