Israel går uanset hvad på et tidspunkt ind i Rafah i det sydlige Gaza.
Sådan lyder det fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fredag.
Rafah er en by, som ligger i den sydlige udkant af Gazastriben. Over halvdelen af Gazas befolkning har søgt tilflugt der.
Netop derfor har det internationale samfund udtrykt bekymring for konsekvenserne ved en stor militæroperation på landjorden der.
I en pressemeddelelse siger Netanyahu, at han fortalte USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, som er på besøg i Israel, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas ikke kan besejres, uden at man går ind i Rafah.
– Og jeg fortalte ham, at jeg håber, at vi gør det med amerikansk støtte. Men hvis vi er nødt til det, så gør vi det alene, siger Netanyahu.
Nogenlunde samtidig med Netanyahus udmelding blev et udkast til en resolution om våbenhvile fra USA forkastet af FN’s Sikkerhedsråd.
USA havde knyttet våbenhvileopfordringen sammen med løsladelse af gidsler, hvilket blandt andre den russiske FN-ambassadør ikke brød sig om.
Den amerikanske udenrigsminister sagde inden mødet med Netanyahu, at han ville tale om den voksende kløft mellem Israel og USA.
Han sagde endvidere, at han ville presse Netanyahu til at lade mere nødhjælp komme ind i Gaza. Her har FN advaret om, at omfattende sult snart kan resultere i massedød.
Over 32.000 palæstinensere er blevet dræbt i Israels offensiv mod Gaza ifølge sundhedsmyndighederne i Hamas-kontrollerede Gaza.
Offensiven blev indledt som modsvar på angrebet Israel 7. oktober, hvor omkring 1200 blev dræbt. Cirka 240 blev bragt med til Gaza som gidsler.
Reuters