Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, lover at yde humanitær hjælp til palæstinensere i Gaza, efter Israels parlament, Knesset, mandag aften har vedtaget en lov, der forbyder FN-organisationen UNRWA at operere fra Israel.
Det skriver Netanyahu på det sociale medie X.
– Humanitær hjælp skal fortsat være tilgængelig i Gaza nu og i fremtiden.
– Der går 90 dage, før loven (forbuddet mod UNRWA, red.) træder i kraft. Efter da, er vi klar til at arbejde sammen med vores internationale partnere for at sikre, at Israel fortsat kan yde humanitær hjælp på en måde, der ikke truer Israels sikkerhed, skriver premierministeren.
UNRWA er FN’s organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Organisationen arbejder i Israel og de besatte palæstinensiske områder samt i Libanon, Syrien og Jordan.
Organisationen, der sørger for nødhjælp, husly og sundhedsydelser og giver palæstinensiske børn undervisning, anses for at være yderst vigtig for de civile i det krigshærgede Gaza samt på Vestbredden.
Ifølge den israelske avis Haaretz stemte 92 medlemmer af Knesset for lovforslaget, mens ti stemte imod.
Israel har et særdeles dårligt forhold til UNRWA, som landet har beskyldt for at have forbindelser til terror.
Loven har medført kritik fra flere sider.
UNRWA-chef Philippe Lazzarini fordømmer beslutningen i et opslag på X.
– Dette er den seneste forsøg på at miskreditere UNRWA. Denne lov vil kun forværre palæstinensernes lidelser, skriver han.
FN’s generalsekretær, António Guterres, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der ikke er noget alternativ til UNRWA.
– Gennemførelsen af loven vil være skadelig for løsningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt og for fred og sikkerhed i regionen som helhed. Som jeg sagde før, UNRWA er uundværlig.
Guterres tilføjer, at han vil tage sagen op i FN’s Generalforsamling.
Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, kalder i et opslag på X loven “helt forkert”.
– Sammen med internationale samarbejdspartnere har Storbritannien gjort det klart, at Israel skal sikre, at UNRWA kan levere hjælp i det tempo og omfang, som det er nødvendigt for at håndtere den humanitære nødsituation i Gaza, skriver han.