20. nov. 2024 - 21:46

Musk vil spare milliarder på medier og abortoplysning




Verdens rigeste mand, Elon Musk, har planer om nedskæringer for flere hundrede milliarder dollar i USA’s offentlige budgetter, når han efter planen tiltræder som leder af en ny effektiviseringsenhed under den kommende præsident, Donald Trump.

I en kommentar i Wall Street Journal nævner Musk blandt andet en årlig udgift på 535 millioner dollar til public service-medier.

Organisationen Planned Parenthood, der blandt andet arbejder for at udbrede oplysning om abort og rettigheder, får knap 300 millioner dollar årligt. Det er også en af de udgifter, Musk har kig på.

I kommentaren i Wall Street Journal betegner han det amerikanske bureaukrati som “en eksistentiel trussel” mod demokratiet.

Det gælder særligt bevillinger, der ikke er godkendt af Kongressen.

Elon Musk kommer sammen med iværksætteren Vivek Ramaswamy til at stå i spidsen for en ny effektiviseringsenhed. Den er kendt under navnet DOGE, der står for Department of Government Efficiency.

De to mænd får til opgave at mindske bureaukratiet i USA’s regering.

Musk har under valgkampen støttet Trump.

Ramaswamy har tidligere forsøgt at blive Republikanernes præsidentkandidat.