Den amerikanske milliardær Elon Musk og en række øvrige investorer har afleveret et stort bud på selskabet OpenAI, der har skabt ChatGPT.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det britiske medie BBC.
Der er tale om et bud til en værdi af 97,4 milliarder dollar – over 700 milliarder kroner. Musks advokat Marc Toberoff har ifølge BBC bekræftet, at det er blevet afleveret et bud om at købe “alle aktiver” tilhørende OpenAI.
Musk, der er tæt allieret med præsident Donald Trump, står i spidsen for investorgruppen, der ønsker at købe OpenAI.
Det ser dog ikke umiddelbart ud til, at deres forsøg kommer til at lykkes.
I hvert fald har OpenAI-chefen Sam Altman afvist buddet. Det sker i et opslag på det sociale medie X, som ejes af Elon Musk.
– Ellers tak, men vi vil gerne købe Twitter for 9,74 milliarder dollar, hvis du vil have det, lyder det i opslaget fra Altman.
Det er ikke første gang, at der er uenigheder mellem Elon Musk og Sam Altman. De to grundlagde OpenAI sammen i 2015, men deres forhold er blevet mere og mere anspændt, siden Musk forlod selskabet i 2018.
Elon Musk sagsøgte i august sidste år Sam Altman. Her anklagede han OpenAI for at prioritere økonomisk overskud højere end offentlighedens interesse.
I søgsmålet lyder det, at OpenAI’s oprindelige formål var at være til gavn for menneskeheden, men at det nu kun fokuserer på at tjene penge.
Chatbotten ChatGPT er et program, man kan skrive med og stille opgaver til.
Chatbotten kan svare og skrive på en måde, der minder om menneskeskabt tekst. Det kan den gøre ved hjælp af en såkaldt sprogmodel, der bruger kunstig intelligens, også kendt som AI.
ChatGPT har været med til at gøre kunstig intelligens udbredt i offentligheden og har ført til enorme investeringer i kunstig intelligens.