En 17-årig dreng varetægtsfængsles til 2. september i forbindelse med en trafikulykke på Roskildevej i Valby tirsdag aften.
Dommeren fastslår i et retsmøde onsdag i Retten på Frederiksberg, at der er begrundet mistanke om drengens skyld i dødsulykken.
På fri fod vil drengen kunne vanskeliggøre politiets efterforskning, lyder dommerens begrundelse for at lukke dørene under grundlovsforhøret.
En 65-årig mand mistede tirsdag aften livet, da han blev påkørt sammen med sin gravide svigerdatter. Den kommende bedstefar havde netop købt en barnevogn, som han var ved at sætte ind i bilen.
Drengen nægter sig skyldig. Det oplyste hans forsvarer i Retten på Frederiksberg inden dørene blev lukket.
Ifølge politiet var den 17-årige påvirket af lattergas, da han mistede herredømmet over en Porsche.
Han skal tilbringe 13 dage i en lukket institution for unge lovovertrædere.