Efter tidligere at have afvist at udvide en undersøgelse af adoptionsområdet, åbner socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) nu for muligheden.
Det gør hun, efter oppositionen torsdag har samlet et indenrigspolitisk flertal for en udvidet undersøgelse, der ikke blot er en historisk afdækning, men også en juridisk vurdering.
– Nu har jeg hørt ønsket fra oppositionspartierne om at udvide undersøgelsen, og så ser jeg frem til at få uddybet præcis, hvad det er, som de er enige om, og hvordan de ser for sig, at det skal finansieres, siger Sophie Hæstorp Andersen.
I efteråret 2023 besluttede Folketinget at afsætte 12,6 millioner kroner til en uvildig undersøgelse af internationale adoptioner til Danmark, efter området har været præget af tumult de seneste år.
Det viste sig dog ikke at være nok for en samlet opposition.
I oktober 2024 fremsatte oppositionen et ønske om, at undersøgelsen også skal kunne placere et ansvar hos danske myndigheder eller adoptionsbureauer i sager, hvor børn er kommet til Danmark mod deres biologiske forældres vilje.
Dengang afviste Sophie Hæstorp Andersen ønsket. For det ville ikke give mening at åbne 23.000 adoptionssager, hvilket ville være nødvendigt, for at kunne placere et ansvar, lød det.
Nu har en samlet opposition så genfremsat sit ønske, der denne gang er et krav. For modsat i oktober 2024 er det nu et indenrigspolitisk flertal på 88 mandater, der står bag kravet om en udvidelse af undersøgelsen.
Oppositionen har indkaldt ministeren til en forespørgselsdebat i Folketingssalen. Her vil oppositionen med sit flertal kunne vedtage et forslag om at udvide undersøgelsen.
At oppositionen igen forsøger at få undersøgelsen udvidet, sker på baggrund af, at en sydkoreansk kommission onsdag har konkluderet, at den sydkoreanske regering har krænket adopteredes grundlæggende menneskerettigheder.
– Det er virkelig alvorligt.
– Derfor mener vi, at Danmark skal tage ansvar. Vi kan ikke længere møde det her med stilhed eller tøven. Vi er nødt til at kulegrave området og sørge for at kigge på de danske myndigheders rolle og ansvar, sagde beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez (EL) torsdag morgen.
Skal adoptionsundersøgelsen udvides, vil der dog skulle findes flere penge, og det vil tage længere tid, lyder det fra socialministeren, der vil have oppositionen til at redegøre for, hvordan det kan finansieres.
– En udvidelse af undersøgelsen vil selvfølgelig både kræve flere ressourcer, men hvis vi skal ned og gennemgå flere tusinde adoptionssager, så er det klart, at det også kommer til at tage betydeligt længere tid, end det, der har været lagt op til hidtil, hvor man har skullet tage stikprøver og sikre et repræsentativt udsnit af de adopteres sager blev afdækket.
– Så det er noget helt andet, vi taler om, siger Sophie Hæstorp Andersen.