26. dec. 2024 - 17:46

Mindst tre er dræbt i israelske angreb mod houthier i Yemen




Tre mennesker er dræbt i israelske luftangreb mod Yemen torsdag. Det meddeler Houthi-bevægelsen og en tv-station i Yemen, der er knyttet til houthierne, ifølge Reuters.

14 andre er såret eller savnet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger ifølge AFP, at Israel vil angribe houthierne “til opgaven er fuldført”.

– Vi er fast besluttede på at afskære denne gren af terrorisme fra den iranske ondskabens akse. Vi vil fortsætte, indtil opgaven er fuldført, siger Netanyahu i en videoudtalelse, der blev udsendt, efter at Israel havde angrebet flere steder i Yemen.

Flere mål er ramt i de israelske angreb, blandt andet lufthavnen i Yemens hovedstad, Sanaa, og tre havne langs Yemens vestkyst.

To af de tre dræbte befandt sig i lufthavnen i Sanaa. Det samme gjorde generalsekretæren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus.

– Da vi var ved at gå om bord i vores fly fra Sanaa for omkring to timer siden, kom lufthavnen under luftangreb, skriver han i et opslag på X.

– Et af besætningsmedlemmerne på vores fly blev såret. Mindst to andre meldes dræbt i lufthavnen, skriver WHO-chefen, der selv er uskadt.

Houthierne har utallige gange affyret missiler og droner mod Israel som reaktion på Israels krig mod den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben.

Angrebene fra houthiernes side har stået på i over et år og har været en alvorlig trussel for den internationale skibstrafik, der passerer forbi Yemen.

En lang række rederier – herunder danske Mærsk – har været tvunget til at lægge deres ruter om og sejle længere og dyrere omveje.