En gruppe gerningsmænd, der er mistænkt for at være militante islamister, har dræbt mindst 36 mennesker i et angreb på en by i DR Congo natten til torsdag.
Det skriver guvernøren for Nordkivu-provinsen, Carly Nzanzu Kasivita, på Twitter.
Angrebet fandt sted i landsbyen Mukondi, som ligger 30 kilometer syd for en af provinsens største byer Beni.
Gerningsmændene menes at tilhøre De allierede demokratiske styrker – en ugandisk gruppe med tilknytning til Islamisk Stat.
Ifølge Mumbere Limbadu Arsene, lederen af en lokal ikkestatslig organisation, er dødstallet endnu højere end guvernørens udmelding – 44.
Blandt de dræbte er kvinder, børn og ældre, og flere landsbyboere meldes fortsat savnet.
Området, hvor angrebet fandt sted, har siden 2021 været under militærets kontrol i et forsøg på at skabe orden.
Nordkivu ligger i den nordøstlige del af landet på grænsen til Uganda og Rwanda.
DR Congo er målt på areal det andenstørste land i Afrika.
Reuters