Hverken Statsministeriet eller statsminister Mette Frederiksen (S) var involveret, i forbindelse med at F-16- og F-35-kampfly foretog overflyvninger af Folkemødet i Allinge på Bornholm tidligere på måneden.
Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i et folketingssvar.
Det er Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, og Danmarksdemokraternes Lise Bech, der har stillet en række spørgsmål til overflyvningerne, som blev et samtaleemne under Folkemødet.
Der blev blandt andet spekuleret i timingen af overflyvningerne. De passede nemlig med, at Mette Frederiksen var til stede ved forskellige arrangementer.
Eksempelvis fløj et F-35-kampfly over Allinge, kort efter at statsministeren havde været på hovedscenen om fredagen under Folkemødet. Overflyvningerne finder sted i en tid, hvor oprustning af det danske forsvar fylder meget politisk.
– Hverken overflyvning med F-16 eller F-35 var afstemt med statsministerens optræden, skriver Lund Poulsen blandt andet i sit svar.
Forsvarsministeren oplyser desuden, at “overflyvningerne skete efter ønske fra Forsvaret”, og at formålet blandt andet var at vise Forsvarets tilstedeværelse i Østersøen.
– Ligeledes kan jeg oplyse, at Forsvarsministeriet har ikke haft dialog med Statsministeriet om overflyvningerne, skriver Lund Poulsen.
Forsvarsministeren oplyser desuden, at Forsvarskommandoen (FKO) var i dialog med Forsvarsministeriet om tidspunkterne for overflyvningerne. Og at det var på embedsmandsniveau.
– Det bemærkes, at der internt i FKO undervejs har været en misforståelse i forhold til, om forsvarsministeren har været involveret i beslutningen om valg af tidspunkt for overflyvningen. Som nævnt er det ikke tilfældet, skriver Lund Poulsen.