15. jun. 2023 - 17:14

Meget af Skagen er uden strøm efter brand i transformerstation




En brand i en transformerstation betyder, at det meste af Skagen torsdag eftermiddag er uden strøm.

Det skriver Nordjyllands Beredskab i en opdatering på det sociale medie Twitter.

Fra Nordjyllands Politi lyder det, at man sammen med beredskabet er til brand i en transformerstation.

– Vi er til stede, sammen med Beredskabet, på Frederikshavnsvej 200, Skagen, hvor der er brand omkring en transformerstation.

– Umiddelbart giver det strømproblemer i Skagens-området, lyder det.

Beredskabet skriver desuden, at der også er godt ild i et naturområde omkring transformerstationen.

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om et område på cirka 200 kvadratmeter.