05. feb. 2026 - 7:56

Medvind til Vestas: Øger salg og overskud




Det er ikke mange år siden, at Vestas var i knæ.

2022 var et katastrofeår for den jyske vindmølleproducent, hvor selskabet blev ramt af høje renter, inflation og logistikproblemer.

Men siden da er det gået støt fremad, og fremgangen fortsatte i 2025.

Her omsatte Vestas ifølge det årsregnskab, der er offentliggjort torsdag, for 18,8 milliarder euro eller godt 140 milliarder kroner. Det svarer til en fremgang på knap ni procent.

Også overskuddet efter skat voksede og udgjorde sidste år 780 millioner euro mod 494 millioner året forinden.

Samtidig forventer Vestas’ ledelse, at man i år vil kunne løfte omsætningen yderligere, så den ender mellem 20 og 22 milliarder euro.