14. jun. 2025 - 11:36

Medier: Nye meldinger om angreb i Iran




Der er lørdag nye meldinger om angreb i det vestlige Iran ifølge iranske medier.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingerne kommer samme formiddag, som det israelske militær ifølge nyhedsbureauet AFP har meddelt, at dets kampfly er klar til at genoptage angreb i Irans hovedstad, Teheran, efter en nat med fortsatte luftangreb.

Iran og Israel har udført luftangreb og sendt missiler mod hinanden, efter at Israel natten til fredag indledte et omfattende angreb, hvor omkring 100 mål i Iran ifølge det israelske militær blev ramt.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, advarer lørdag, at “Teheran vil brænde”, hvis Iran fortsætter med at affyre missiler mod Israel.

– Den iranske diktator forvandler Irans borgere til gidsler og skaber en realitet, hvor særligt Teherans indbyggere vil betale en dyr pris, siger Katz i en udtalelse ifølge AFP.