27. jun. 2025 - 16:07

Medier: Beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft sænkes til 300.000 kroner




Det bliver fremover lettere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Efter længere tids hovedbrud internt i regeringen om udenlandsk arbejdskraft ser det ud til, at detaljerne er faldet på plads.

Både TV 2 og DR Nyheder erfarer i hvert fald, at regeringen på mandag vil præsentere sit udspil.

TV 2 skriver desuden, at det er klappet af med Danmarks Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Konkret betyder det blandt andet, at den såkaldte beløbsgrænse sænkes fra 514.000 kroner til 300.000 kroner. Beløbsgrænsen indikerer, hvad en person fra udlandet mindst skal tjene i løn om året for at kunne arbejde i Danmark.

Til gengæld vil der være en række krav, som skal sikre, at udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde, arbejder under ordnede forhold.

Eksempelvis er det kun arbejdsgivere med en overenskomst, som kan bruge ordningen, og de udenlandske ansatte skal bære id-kort.

Ordningen med den nye beløbsgrænse kommer ifølge TV 2 og DR desuden kun til at gælde for udlændinge fra 16 bestemte lande uden for EU.

Der er ifølge DR tale om ti lande, som Danmark investerer kraftigt i samt seks lande, der har status af kandidatlande til EU.

De såkaldte Menapt-lande bliver ikke en del af ordningen. Menapt-lande inkluderer oftest lande fra Mellemøsten og Nordafrika samt Afghanistan og Pakistan.

Emnet har længe udfordret de tre regeringspartier. Moderaterne er de mest ivrige for at få mere udenlandsk arbejdskraft, mens Socialdemokratiet har været de mest restriktive. Venstre vil også gerne have mere udenlandsk arbejdskraft, men har fokuseret meget på, hvilke lande den skal komme fra og ikke komme fra.

En ny model for udenlandsk arbejdskraft er skrevet ind i regeringsgrundlaget fra 2022.

Heri står der blandt andet, at regeringen vil arbejde for at “lette adgangen til udenlandsk arbejdskraft, så længe ledigheden er lav”.

Desuden vil regeringen “indføre en ny ordning med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn- og arbejdsvilkår”.