Tyrkiets parlament ventes at stemme om svensk Nato-medlemskab i denne uge.
Det siger en højtstående embedsmand i den tyrkiske regering til nyhedsmediet Bloomberg.
En kilde i parlamentet tilføjer over for nyhedsbureauet Reuters, at de folkevalgte skal debattere spørgsmålet tirsdag.
Og tyrkiske medier som CNN Türk skriver, at afstemningen ligeledes ventes at finde sted tirsdag. Det kan dog blive udskudt, hvis debatten trækker ud, siger en kilde til nyhedsbureauet AFP.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans, regeringsparti, AKP, har flertal i parlamentet sammen med sine allierede.
Parlamentets udenrigsudvalg godkendte i slutningen af december Sveriges ansøgning om medlemskab af Nato. Næste skridt er, at det samlede tyrkiske parlament stemmer om spørgsmålet.
Det er på forhånd ventet, at parlamentet vil følge udenrigsudvalget og stemme ja.
Hvis parlamentet stemmer ja til at lade Sverige blive medlem af forsvarsalliancen, skal det derpå godkendes af præsident Erdogan.
Men det vil formentlig ikke blive et problem, vurderer den svenske Tyrkiet-kender Michael Sahlin over for nyhedsbureauet TT.
– Jeg kan ikke forestille mig, at Erdogan kan forhale processen, efter at parlamentet har sagt ja. Selv i det autoritære system, Tyrkiet har, er dette en formalitet, siger han.
Et nyt medlemsland kan kun optages, hvis samtlige nuværende Nato-lande stemmer ja.
Det er kun Tyrkiet og Ungarn, der mangler at godkende den svenske ansøgning.
Både Finland og Sverige ansøgte om Nato-medlemskab i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Finland blev medlem i april 2023.
De to lande havde håbet at kunne blive optaget samtidig, men Tyrkiet modsatte sig svensk optagelse og krævede visse betingelser opfyldt.
Den tyrkiske regering mener, at Sverige huser og beskytter kurdiske grupper og personer, som Tyrkiet anser for at være terrorister.
Erdogan har også koblet et ja til Sveriges Nato-anmodning sammen med sit ønske om at købe F-16-fly fra USA.