17. aug. 2023 - 5:26

Mand blev ramt af gods fra særtransport




En mand er svært tilskadekommen, efter at han natten til torsdag blev ramt af noget gods fra en lastbil med særtransport ved motorvejen mellem Vejle og Fredericia.

Det oplyser Rune Nielsen, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, torsdag morgen.

– Særtransporten holder på tilkørselsrampen. Der holder de og venter på, at en anden kører udenom. Og de rammer godset, som ryger af, siger vagtchefen.

Den tilskadekomne mand har stået ved siden af særtransporten. Her blev han ifølge vagtchefen klemt fast imellem godset og autoværnet.

Ifølge Rune Nielsen er der tale om gods, som er cirka otte meter i diameter.

Natten til torsdag oplyste vagtchef Steffen Wolf, at manden var uden for livsfare, og at han var kørt på sygehuset.

Ulykken er sket på Østjyske Motorvej i nordgående retning mellem afkørslerne Vejle Syd og Skærup.

Ulykken skete, mens flere lastbiler med særtransport og følgebiler kom kørende på motorvejen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 03.30.