29. jul. 2023 - 21:31

Mand og kvinde i kritisk tilstand efter alvorlig ulykke




To personer er i kritisk tilstand efter en alvorlig trafikulykke ved en afkørsel ved Farøbroen.

Det skriver BT.

– Det er et frontalt sammensød mellem to personbiler i forbindelse med til og frakørsel. Den ene bil er kommet over i den forkerte vejbane, siger Nicolai Lynge, der er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til mediet.

Personerne i kritisk tilstand er begge i slutningen af 50’erne og kørte sammen i den ene af de to involverede personbiler. Der er tale om en mand og en kvinde.

Den ene er fløjet i helikopter, og den anden er blevet kørt til Rigshospitalet.

Føreren af den anden bil er en ung mand i starten af tyverne. Han er kørt til Rigshospitalet, men er ikke i kritisk tilstand, skriver BT.

Politiet skrev på det sociale medie X omkring klokken 19, at man var til stede ved afkørsel 42 ved Farøbroen på Sydmotorvejen i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld.

– Der er politi, brandvæsen og helikopter på stedet. Det er ikke muligt at benytte afkørsel 42 i øjeblikket, skrev politiet.

Lørdag aften klokken 21:30 oplyser politiet på X, at uheldsstedet skal undersøges nærmere.

– Tidshorisonten er ukendt. Respekter venligst afspærringerne på stedet.