17. sep. 2023 - 22:40

Mand er død efter ulykke på elcykel i Esbjerg




En 46-årig mand er død efter at være væltet på en elcykel i Esbjerg.

Det skriver Ekstra Bladet.

– Han er afgået ved døden, og de pårørende er underrettet, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov til Ekstra Bladet.

Ifølge vagtchefen er der intet, der tyder på, at der er sket noget kriminelt.

Manden væltede på cyklen i krydset mellem Exnersgade og Baggesens Alle.

I den forbindelse pådrog han sig alvorlig personskade. Ulykken skete ifølge politiet omkring klokken 15 søndag eftermiddag.

– Vi mangler oplysninger og vil derfor meget gerne i kontakt med vidner, skrev politiet tidligere.