I løbet af flere år har en 49-årig udenlandsk mand i Struer udsat en bekendts datter for en række seksuelle overgreb i en skov, på en legeplads og i en kælder og en lejlighed.
Onsdag har Retten i Holstebro straffet manden med fængsel i syv år og tre måneder. Det oplyser anklager i sagen Iben Ernst Bøttker.
I fem tilfælde er manden blevet dømt for at have forsøgt at voldtage den unge pige og have udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Overgrebene er sket over en periode, hvor pigen har været mellem 11 og 16 år gammel.
Ud over fængselsstraffen er han også blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Han har anket dommen.