En 32-årig mand er mandag dømt for at have forsøgt at dræbe en læge på Psykiatrisk Center Amager i juni sidste år.
På grund af sin farlighed dømmes manden til forvaring i stedet for almindelig fængselsstraf. Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.
Samtidig er han fundet skyldig i flere andre tilfælde af voldelige overfald. De gik blandt andet ud over en læge og en anden patient på Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart.
Lægen, der var offer på Amager, blev blandt andet stukket i halsen og nakken. Overfaldet skete kort efter midnat på lægens kontor.
Den 32-årige har på stedet anket dommen til Østre Landsret.