13. feb. 2023 - 16:14

Magnetfisker fanger håndgranat ved Frederiksborg Slot




En magnetfisker fik mandag en noget usædvanlig fangst ved Frederiksborg Slot i Hillerød. På magneten for enden af linen dinglende en håndgranat.

Det fik politiet til at afspærre området og tilkalde Ammunitionsrydningstjenesten.

Efter undersøgelser af genstanden kan Nordsjællands Politi dog fortælle på det sociale medie Twitter, at der ingen sprængstof var i granaten.

Omkring klokken 13.30 skrev politiet, at man var til stede ved slottet, hvor et område var spærret af. Objektet blev i første omgang beskrevet som “håndgranatlignende” af politiet.

Og det viste sig at være præcis det, den var.

Politiet er nu færdige på stedet, lyder det i en opdatering omkring klokken 15.