17. jun. 2025 - 21:36

Macron imod at bruge militær indgriben til magtskifte i Iran




Militær indgriben i Iran som et forsøg på at få et magtskifte vil kun skabe kaos.

Sådan lyder meldingen fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, tirsdag under et pressemøde i Canada, hvor G7-landenes ledere har holdt topmøde.

Det skriver Reuters.

– Vi vil ikke have, at Iran får atomvåben, siger Macron ifølge nyhedsbureauet og tilføjer:

– Men den største fejl vil være at bruge militære angreb til at ændre regimet, for så vil det ende i kaos.

Meldingen fra den franske præsident kommer, efter USA’s præsident, Donald Trump, tidligere på dagen sagde, at landet ikke har planer om at dræbe Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei – “i det mindste ikke lige nu”.

Det skrev han i et opslag på sit sociale medie Truth Social.

– Vi ved, præcis hvor den såkaldte “øverste leder” gemmer sig. Han er et nemt mål, men han er i sikkerhed der, skriver Trump videre i opslaget.

I samme ombæring understreger den amerikanske præsident, at han ikke vil have missiler affyret mod hverken civile eller amerikanske soldater, men at USA’s tålmodighed er ved at udløbe.

– Ubetinget overgivelse, skrev han i et andet opslag.

I et opslag på X samme dag skrev USA’s vicepræsident, J.D. Vance, at Trump har vist “bemærkelsesværdig tilbageholdenhed”.

– Han kan beslutte, at han har brug for at tage yderligere skridt for at stoppe Irans berigelse (af uran, red.), skrev Vance og tilføjede:

– Selvfølgelig har folk ret i at være bekymrede over udenlandsk involvering efter de seneste 25 års tåbelige udenrigspolitik.

På grund af situationen i Mellemøsten forlod Trump mødet for G7-landenes ledere i Canada før planlagt.

Det oplyste Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid.