Lørdag har været årets hidtil varmeste dag ifølge foreløbig data.
Det siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Mette Zhang, der oplyser, at der er blevet målt 32 grader på Lolland.
Syd- og Vestsjælland har også flere steder oplevet temperaturer nær 30 grader lørdag. Men selv om dagen har budt på varme landet rundt, kan den ende regnfuld med bulder og brag.
I en kommentar fra meteorolog hos DMI Hans Peter Wandler tidligere lørdag eftermiddag lød det, at man ikke skulle glæde sig for tidligt over varmen.
– Det slutter nemlig igen i aften med byger, der kan være kraftige og med torden, skrev han.
DMI har lørdag eftermiddag udsendt et varsel for de kommende 48 timer, som viser, at der er risiko for lokale skybrud og torden i det meste af landet.
– Usikkerheden ligger i, hvor hurtigt bygerne bevæger sig. De fleste har muligvis så meget fart på, at de ikke kan nå at kaste nok vand af sig til et skybrud, som er 15 millimeter på 30 minutter, skriver meteorologen.
Søndag skulle det have lagt sig, men der vil kunne komme enkelte eller spredte byger. Mest over den vestlige del af landet.
DMI advarer mod, at lavtliggende områder som kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes ved skybrud.
Jylland har ikke oplevet nær så høje temperaturer lørdag som andre steder i landet.
Særligt i Vestjylland er der blevet målt lavere temperaturer omkring 21 til 22 grader.
Lørdag aften omkring klokken 19.00 lyder meldingen fra DMI på Twitter, at de første byger er trukket op over landet fra sydvest, og i enkelte af dem er der observeret lyn.
– Indtil tidligt søndag kommer der flere byger, og der er risiko for, at bygerne helt lokalt kan blive så kraftige, at der kan forekomme skybrud, skriver DMI.