Det første møde i arbejdsgruppen med USA om Grønland er gået så godt, at parterne nu er “tilbage på sporet”.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om det første møde i arbejdsgruppen i Washington.
– Jeg vil blot bekræfte, hvad udenrigsminister Marco Rubio fortalte i går. Vi har haft det første møde på senior-embedsmandsniveau i Washington.
– Det forløb godt. Der var en meget konstruktiv atmosfære og dialog og nye møder er planlagt. Det er ikke sådan, at tingene er løst, men det er godt, for vi er tilbage ved det, vi aftalte i Washington, siger Lars Løkke Rasmussen.
Med “tilbage på sporet” mener Løkke, at det er lykkedes at vende tilbage til den aftale om at diskutere mulige løsninger i en arbejdsgruppe, som Løkke indgik under besøget i Washington for 15 dage siden.
– Efter det var der en stor omvej, og tingene eskalerede. Men nu er vi tilbage på sporet. Og som jeg har sagt mange gange, så deler vi selvfølgelig USA’s bekymringer for sikkerheden.
– Det ønsker vi at løse i et tæt samarbejde i Nato og i en diskussion mellem USA, Grønland og Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge Løkke var aftalen i Washington, at parterne skal have en “konstruktiv dialog”, som både skal opfylde amerikanske sikkerhedsinteresser og respektere kongerigets “røde linjer”, som er “vores suverænitet og territoriale integritet og den grønlandske folks selvbestemmelse”.