Vi er åbne for kritik, men vi sætter ikke pris på den tone, den leveres i.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en video, som han har delt på X natten til lørdag, få timer efter USA’s vicepræsident J.D. Vances besøg i Grønland.
– Det er ikke sådan, man taler til sine tætte allierede. Jeg anser stadig Danmark og USA for at være tætte allierede, siger Løkke i videoen.
Da J.D. Vance fredag besøgte den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, sendte han en kraftig kritik i retning mod Danmark.
I en tale på militærbasen sagde han, at basen er “mindre sikker, end den var for 30-40 år siden, da nogle af vores allierede ikke har holdt trit”.
– Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, lød det fra Vance.
Lars Løkke Rasmussen siger i videoen natten til lørdag, at han respekterer, at USA har behov for en større militær tilstedeværelse i Grønland.
– Vi – Danmark og Grønland – er meget åbne for at diskutere det her med jer med et åbent sind, siger Løkke.