Både Letland og Litauen overvejer at blive væk fra klimatopmødet COP30 i Brasilien i november.
Årsagen er, at stigende hotelpriser gør det for dyrt at deltage.
Det skriver Reuters.
– Vi har i bund og grund allerede truffet en beslutning om, at det er for dyrt for os, siger Letlands klimaminister, Kaspars Melnis, til nyhedsbureauet.
Ministeren fortæller, at landet derfor har spurgt, om Letlands forhandlere kan komme med via videoopkald.
– Det er første gang, det er så dyrt. Vi har et ansvar over for vores lands budget, siger ministeren.
Også Litauen overvejer at blive væk, efter at have fået oplyst priser på over 500 dollar per person per nat, skriver Reuters.
Det svarer til omkring 3190 danske kroner.
En talsperson for landets energiministerium understreger dog over for nyhedsbureauet, at forhandlingernes legitimitet og kvalitet vil lide under det, hvis nogle regeringer ikke kan deltage på grund af prisen på overnatning.