21. jun. 2025 - 0:06

Letbanen i Odense kører igen efter slagsmål på banegården




Fyns Politi er fredag aften til stede ved Odense Banegård Center i forbindelse med uorden eller slagsmål. En person er anholdt.

Det skriver politikredsen i et opslag på platformen X klokken 23.29.

Et vidne fortæller natten til lørdag til TV 2 Fyn, at han var med til at give livreddende førstehjælp til en mand, der lå på fortovet og blødte fra kraveben- eller halsregionen.

Vidnet vurderer, at den blødende mand på fortovet var stukket med en kniv.

Det har endnu ikke været muligt for Ritzau at få bekræftet oplysningerne fra Fyns Politi.

Hændelsen på Odense Banegård Center førte til, at byens letbane var lukket i en periode fra omkring klokken 22.40 og frem, mens politiet foretog undersøgelser på stedet.

Klokken 23.29 skrev politiet på X, at letbanen var i drift igen igen, og at politiet fortsat vil være på banegården et par timer endnu.